Flere undersøgelser har de seneste år vist, at kvindelige billedkunstnere har en lavere repræsentation på museer og gallerier end mandlige billedkunstnere – og sådan har billedet set ud i mere end hundrede år.
Af Sebastian Trosborg og Sune Malling Jensen
Mand, mand, mand, kvinde, kvinde, mand, mand, mand, mand. Sådan er fordelingen af kunstnernes køn, der står bag værkerne, når man først træder ind på Statens Museum for Kunsts faste udstilling med dansk og international kunst fra 1900 og frem.
På Statens Museum for Kunst er 8 procent af værkerne lavet af kvinder. Det viser en undersøgelse, der er udgivet i 2022. Her man kan også se, at tallene fra Arken, Aros, Kunsten, Louisiana og Esbjerg Kunstmuseum er nogenlunde tilsvarende.
Bag undersøgelsen fra september 2022, hvor tallene indgår, står Kerry Greaves, der er adjunkt på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet. For hende er konklusionen på hendes forskning entydig.
– Der er stadig en meget stor uoverensstemmelse i repræsentationen af køn på trods af den generelle opfattelse, siger Kerry Greaves.
Og det gælder ifølge hende flere steder i kunstverdenen:
– Når du ser på, hvad der er blevet udgivet, hvem der er udstillet, og hvad der samles, er der stadig en enorm forskel mellem mænd og kvinder, siger Kerry Greaves.
Undersøgelsen gør status på hvordan fordelingen mellem mandlige og kvindelige kunstnere er i Danmark og Norden. Den er foretaget som et led i hendes forskningsprojekt under navnet: Feminist Emergency: Women Artists in Denmark, 1960-Present.
Kilde: Data on the representation of women artists in Danish and Nordic art institutions af Kerry Greaves.
Fordelingen efterlader den erfarne billedkunstner Elisabeth Toubro med en dårlig smag i munden.
– Det er en følelse af uretfærdighed. Hvorfor er det, at den kunst, som kvinder laver, den per definition åbenbart ikke er god nok til at blive solgt til museerne. Hvis vi vil ligestilling, så skal vi også arbejde på ligestilling indenfor kunsten, siger hun.
Blandt værkerne på Statens Museum for Kunst i udstillingen med dansk og international kunst fra 1980 til 1990 finder man Skulptur uden titel af Elisabeth Toubro. Hun er en af de kvinder, der har fundet vej til denne del af museet, der er en af underkategorierne til den faste udstilling med dansk og international kunst efter 1900.
Besøger man nogle af museets andre udstillinger, hvor kunsten dateres længere tilbage, er der også en høj dominans af mandlige billedkunstnere.
At der er stor forskel på repræsentationen af mænd og kvinder på museer og gallerier, er ikke en ny ting. Den historie går langt tilbage. I 1924 fik kvinder lov til at gå på Kunstakademiet på lige vilkår med mænd. Men det er ikke ensbetydende med, at der ikke har været kvindelige kunstnere før det.
Ifølge kunsthistoriker Emilie Boe Bierlich, der har en ph.d. i kunsthistorie og er forsker på Statens Museum for Kunst. Hun har blandt andet beskæftiget sig med kvinder i kunsthistorien i mange år, har den ulige repræsentation af mænd og kvinder i kunstverdenen rødder flere hundrede år tilbage.
– I kunstverdenen kan man helt nøjagtigt spore udviklingen eller tilbageslagfra den kvindefrigørelse, der finder sted op gennem 1800-tallet og i starten af den franske revolution, men som forplanter sig meget hurtigt i øvrige lande og måske særligt i de skandinaviske lande, siger Emilie Boe Bierlich og fortsætter.
– Det betyder, at der er en enorm fremkomst af kvindelige kunstnere på kunstmarkedet og udstillinger, men som i starten af det 20. århundrede bliver slået voldsomt tilbage af nogle meget aggressive og ambivalente grupperinger, siger kunsthistorikeren.
Disse grupperinger består, ifølge Emilie Boe Bierlich, af intellektuelle mænd i samfundet, der skriver lange afhandlinger på universiteterne om kvinders naturlige underlegenhed, hvilket får betydning for kvinders mulighed for at være en del af kunstudstillinger.
Kvinder mister deres adgang til kunstnersammenslutninger, hvor de tidligere havde været velkomne. Det sker blandt andet på Den Frie, der er en moderne udstillingssammenslutning i København, hvor kvinder tidligere havde mulighed for at udstille.
– Så alle de radikale og mere moderne fora, hvor kunstnerne kommer og udstiller, og som kunsthistorien efterfølgende bliver skrevet ud fra, der har kvinder simpelthen ikke længere mulighed for at deltage, da de er blevet udelukket. Det er bare et eksempel på et tilbageslag, som historien er fuld af, mener Emilie Boe Bierlich.
Ifølge kunsthistorikeren er det et kæmpe arbejde at få tilføjet de glemte kvindelige kunstnere til kunsthistorien. Det har dog ikke holdt hende fra at beskæftige sig med emnet.
Elisabeth Toubros Skulptur uden titel fra 1985 er blågrå og hæver sig over de besøgende med sin højde på omkring to og en halv meter. Skulpturen står på en sokkel, og op langs den er der en bæltelignende ting, inden den abstrakte figur ender i to mere spidse former. For beskueren kan det være svært præcis at sætte ord på, hvad skulpturen forestiller.
Selvom Elisabeth Toubro er udstillet på blandt andet Statens Museum for Kunst, sidder hun tilbage med en følelse af, at karrieren hidtil kunne have set anderledes ud. Den følelse kom første gang, da kunstneren var i starten af fyrrerne.
– Det gik pludselig op for mig, at hvorfor er det sådan, at når du har lavet en kæmpestor udstilling, og du får store anmeldelser, sker der ikke noget bagefter. Det står helt stille. Du tjener ikke nogen penge. Du får ikke solgt noget, siger Elisabeth Toubro.
Foto: Sebastian Trosborg. Elisabeth Toubro viser frem i sit atelier i København.
Billedkunstneren følte sig ellers vældigt synlig med store udsmykningsopgaver i Aarhus og København, en stor separatudstilling på Brandts Klædefabrik og mange udstillinger hos Galerie Mikael Andersen, men hun mener, at der manglede noget.
– Der var bare ikke den dynamik, jeg mente, ville være rimelig i forhold til den synlighed, jeg havde på det tidspunkt, siger Elisabeth Toubro.
Hun er ikke selv meget for at bruge sit køn som et argument, da det er svært at finde konkrete eksempler, hvor det er kommet til udtryk. Men når hun bliver spurgt direkte, om det har nogen betydning, er svaret klart.
– Ja, det er der ikke nogen tvivl om. Det kan da også godt være, at det udefra set ser meget fint ud. Men det er jo hele tiden, hvor godt går det? Er man oppe og ramme nogle klokker, eller er det bare sådan, at man hele tiden lige klarer sig, siger billedkunstneren.
Ifølge Elisabeth Toubro udeblev opmærksomheden, interessen og købelysten. Hun manglede salg, så karrieren kunne udvikle sig til noget større og opleve den medvind, hun så hos flere af de mandlige kolleger.
– Jeg sammenlignede mig ikke med tilfældige kunstnere, der ikke havde nogen offentlig platform. Jeg sammenlignede mig med nogle af de kunstnere, der ligesom jeg var ude og gøre selv gældende som kunstner i samfundet, siger Elisabeth Toubro.
Følelsen af en branche uden lighed har ikke altid fulgt Elisabeth Toubro, der i de første mange år af hendes karriere ikke gjorde sig de store tanker om det. Da hun var ung, følte hun sig som en af drengene. Emnet er dog blevet en større del af kunstnerens bevidsthed, der også har ladet sig inspirere og arbejdet med kvindelige kunstnere fra tidligere
I en kælder på Østerbro tæt på Sortedams Søen udfolder Elisabeth Toubro sin kreativitet. Det er her ideer, skitser og længerevarende processer bliver til håndfaste kunstværker. Det er her, der bliver svejset, modelleret og gipset. Det er også her, at forarbejdet til det hele sker.
For tiden bliver der brugt mindre tid i selve værkstedet og mere tid på et lille kontor, der er en del af den kælder, der er den 66-årige billedkunstners atelier. Elisabeth Toubro er nemlig ved at udtænke sit næste værk. Det bliver blandt andet gjort ved at læse Stille vækst, der handler om Sonja Ferlov Mancobas skulpturer, og det skal bruges til kunstnerens kommende udstilling.
Foto: Sebastian Trosborg. Elisabeth Toubro finder inspiration hos andre kvindelige kunstnere.
Det er ikke første gang, at den danske billedkunstner har brugt tidligere kvindelige kunstnere som inspirationskilde. Hun har nemlig tidligere lavet et værk med afsæt i billedkunstneren Anne Marie Carl-Nielsen med arbejdstitlen: En postmodernist møder en naturalist. Det er to yderpunkter, og derfor tænkte Elisabeth Toubro, at det kunne være en sjov og spændende proces at forsøge at skabe en dialog mellem de to billedkunstnere.
– Jeg har brugt hende som inspiration til at lave en lang og stor skulptur, hvor der er to spor. Det ene er Anne Marie Carl-Nielsens spor set gennem mine øjne, og det andet er mit eget spor, som jeg kalder vandringskvindens spor, fortæller Elisabeth Toubro.
Anne Marie Carl-Nielsen er ifølge Emilie Boe Bierlich en af de kunstnere, der har været et eksempel på en kvindelig kunstner, der ikke har fået den anerkendelse, der var fortjent. Hun var billedkunstner og levede fra 1863 til 1945, hvor hun i 40 af de år var gift med den danske komponist Carl Nielsen.
Emilie Boe Bierlich har gennem flere år dykket ned og forsket i den danske billedhuggers liv, hvorefter hun har begået både udstillinger og bøger om Anne Marie Carl-Nielsen.
– Hun var ud over at være sin egen tids største billedhugger, så var hun også en af de største, vi nogensinde har haft. Hun er den første kvinde i verden, der laver en rytterstatue. Hun laver bronzedøre til en katedral, siger Emile Boe Bierlich og fortsætter.
– Det er de største opgaver, man kan få som billedhugger overhovedet. Dem laver hun begge to, og så har hun en masse store positioner og en stor international karriere, siger hun.
Men tilsyneladende er den helt store hæder og anerkendelse udeblevet efter billedhuggerens død, mener Emilie Boe Bierlich. Hun påpeger, at kunstneren er et eksempel på, hvordan kvinder er blevet skrevet ud af kunsthistorien og glemt hurtigt.
– Indtil for et par år siden var der stort set ingen, der kendte eller havde hørt om hende. Da hun dør, går der halvandet år, og så bliver hun mere eller mindre glemt. Der er en historisk tradition for at modarbejde kvindelige kunstneres eftermæle, mener kunsthistorikeren.
Anne Marie Carl-Nielsen har efterladt over tusind værker og et stort brevarkiv. Det ligger nu i komponisten Carl Nielsens navn. Han var også i mange år den eneste af de to, der stod på facaden af deres bolig. Legatboligen var ellers blevet tildelt Anne Marie Carl-Nielsen af Kunstakademiet.
Siden Elisabeth Toubro formede Skulptur uden titel, der den dag i dag er udstillet på Statens Museum for Kunst, har karrieren bragt hende vidt omkring. Hun har blandt andet udstillet i Sverige, Tyskland og USA.
Karrieren har blandt andet også budt på formandskaber i både Kunstrådets billedkunstudvalg og Akademirådet for den nu 66-årige billedkunstner. Men efter 43 år i branchen er Elisabeth Toubro ikke færdig med at skabe nye projekter.
– Jeg kommer ikke til at gå på pension i den forstand, at jeg ikke kommer til at arbejde med kunst, for det fortsætter jeg med, siger hun.
Ser man mod vores naboer mod nord, er ligestillingen på kunstscenen højt prioriteret. To kunstmuseer i Sverige og Norge er sikre på, at det kan være det hele værd at lede, hvor det ikke er gjort før.
Af Sebastian Trosborg og Sune Malling Jensen
Kunsthistorikeren Gitte Ørskou skiftede i 2019 direktørposten på Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg ud med den samme post på Moderna Museet i Stockholm.
Som én, der har et nært kendskab til museumsverdenen i både Danmark og Sverige, er det ikke svært at få øje på forskellen:
– Sverige har tidligere end Danmark tænkt køn ind i kunsten. Ikke som et benspænd, men som et: “Wow, der findes virkelig nogle spændende kunstnere, som vi ikke har opdaget”, siger hun.
Moderna Museet bryster sig af at være et af Europas førende museer indenfor moderne kunst og samtidskunst. Det udsagn kommer med en vis ballast, når samlingen på mere end 130.000 værker også tæller en lang række af de kunstnere, der nok vil ringe en klokke hos de fleste. Det er navne som Pablo Picasso, Andy Warhol, Salvador Dalí og Marcel Duchamp.
Tilbage i 1960’erne lykkedes Moderna Museet med at opfordre den svenske stat og private investorer til at skyde penge i de kunstværker, som museet ønskede, var del af dets samling.
På en udstilling blev kunstværker, museet ønskede at eje, og som var tilgængelige på markedet, præsenteret sammen med værker, som museet i forvejen rådede over.
– Det var egentlig en ret smart ide, siger Gitte Ørskou.
Ved hjælp af støtten, som fulgte udstillingen, der blev kaldt “Ønskemuseet”, lykkedes det Moderna Museet at købe 36 værker af prominente kunstnere, der danne det kunstneriske fundament for museet fremover.
– Det var værker af Dali og Picasso, nogle af de store kunstnere, men de var alle sammen mænd, siger Gitte Ørskou
Af de 36 kunstværker, der blev indkøbt, var alle signeret af mandlige kunstnere og blandt de 176 kunstværker, der samlet set udgjorde hele udstillingen, var tre af dem lavet kvinder.
– “Hvorfor i alverden har vi ikke købt nogen kvinder fra den periode?”, spørger Gitte Ørskou og svarer derefter sig selv.
– Det gjorde man jo bare ikke, siger Gitte Ørskou og fortsætter.
I 2008 blev “Det andet ønskemuseum” til. Inspireret af succesen i 1960’erne forsøgte Moderna Museet at gøre deres forgængere kunsten efter. Bare med den centrale forskel, at det nu udelukkende skulle indbringe kunstværker lavet af kvinder.
– Man gik ind og rettede op på uligheden i 2008 og fik fingrene i de kvindelige kunstnere, der nu er blevet store og kendte, siger Gitte Ørskou.
På Norges Nationalmuseum i Oslo har man valgt at skridtet viderefor at ligestille kvindelige med mandlige billedkunstnere.
I centrum for den prioritering er Stine Högkvist. Hun er kunstkurator, kunsthistoriker og direktør for kunstsamlingen på Nasjonalmuseet.
– Vi har et meget stort fokus på kønsrepræsentation. Især når man kigger på vores nyindkøb. Mindst 50 procent af vores indkøb skal være af kvindelige kunstnere, siger hun.
Og den ambition bliver udlevet. Det ses i Nasjonalmuseets opgørelser for nyindkøb fra 2016 til og med 2020.
Under kategorien af billedkunst er 38 af de nyindkøbte kunstværker fra før 1945 lavet af kvinder, mens 27 er lavet af mænd. Og tallene for indkøbt billedkunst efter 1945 viser den samme tendens.
Her står kvinder bag 181 af værkerne, mens 116 af værkerne er lavet af mænd.
Ifølge Stina Högkvist går museet ikke på kompromis med kvaliteten for at opfylde deres kvoter.
– Vi har et fokus på, at det ikke skal være kvantitetens skyld, men at vi også vægter kvalitetskunst fra begge køn, siger hun.
Ifølge sociolog Thomas P. Boje, der i mange år har beskæftiget sig med ligestilling, har Sverige og Norge vægtet ligestilling højere end Danmark.
– Danmark har aldrig, sådan som jeg oplever det, prioriteret ligestilling på arbejdsmarkedet særlig højt, siger han.
Uligheden mellem kønnene generelt bliver målt verden over i undersøgelsen The Global Gender Gap Index. Den er baseret på kønnenes økonomiske muligheder, uddannelse, sundhed og politiske lederskab.
På listen fra 2022 ligger Danmark langt fra lande, vi typisk vil sammenligne os med. Når vi ser på vores nabolande i norden, er alle placeret helt i toppen. Efter topscorerne Island og Finland kommer Norge ind på en tredjeplads, mens Sverige ligger nummer fem. På en 32. plads finder vi Danmark.
Det mener Thomas P. Boje, ikke er tilfældigt.
– Danmark er et land, der har haft en mere laissez fair holdning til de her ting, siger han.
Ifølge Stina Högkvist er en lige repræsentation heller ikke så nem at opnå.
– Vi har kønsrepræsentationen virkelig højt prioriteret. Medmindre man har det som et deklareret mål at have en helt lige repræsentation, så er det næsten umuligt at opnå, siger hun.
Men det hårde arbejde, det kræver at finde kunstværkerne, der ellers ikke ligger først for, betaler sig på flere måder, mener hun.
Det er meget vigtigt, fordi vores samling tilhører befolkningen. Derfor skal den også afspejle befolkningen, siger hun.
Men det åbner også for muligheden for at finde det gemte guld.
– Vi har fået øjnene op for kunstnere, som vi ellers aldrig ville have opdaget, siger Stina Högkvist.
Følelsen af at ramme guldåren kender de alt til på Moderna Museet i Stokholm.
– Det er sindssygt spændende med alle de ældre kvindelige kunstnere eller afdøde kvindelige kunstnere, som man ikke tidligere har opdaget, siger Gitte Ørskou.
Når snakken falder på særligt én bestemt person, så taler direktøren for Moderna Museet med mere iver, end hun ellers har gjort før i interviewet.
– Hilma af Klint for eksempel, siger hun.
Den svenske kunstner Hilma af Klint var uden den store succes i hendes samtid, hvis hun overhovedet oplevede den i sit virke som kunstner, før hun døde i 1944. Og hun skulle blive det første helt store eksempel på, at det kan betale sig at kigge i gemmerne.
– Hilma af Klint solgte stort set ikke ét værk hele sit liv. Men så blev hun genopdaget i 2013, hvor vores museum lavede en stor udstilling med hende, siger Gitte Ørskou.
Her næsten et århundrede efter hendes død skulle Hilma af Klints gå fra glemt til verdenskendt, da hendes abstrakte og farverige værker fandt vej til det verdenskendte og renommerede Guggenheim Museum i New York.
Udstillingen af Hilma af Klints kunstværker slog i 2019 publikumsrekorden på Guggenheim, da 600.000 gæster besøgte udstillingen.
Diskussionen om køn har længe rumsteret i kunstverdenen. Men det er som om, vi aldrig kommer helt tæt på at kunne sætte et punktum.
Af Sebastian Trosborg og Sune Malling Jensen
Træder du ind på et dansk museum, vil du med stor sandsynlighed støde på langt flere kunstværker lavet af mandlige kunstnere end dem af kvindelige. Mænd står nemlig fortsat for størstedelen af værkerne, der er udstillet på landets museer.
Nogle mener, at det er et himmelråbende problem, der stadig mangler at blive løst. Andre peger på, at det afspejler kunstens historie, som tidligere har været domineret af et overtal af mænd.
For Marie Thams, forperson for Billedkunstnernes Forbund, er det ikke til diskussion, at balancen mellem kønnene er skæv på den danske kunstscene.
– Når vi sort på hvidt kan se, at kønsfordelingen ikke afspejler det samfund, vi er i, og at kunstnerne i højere grad bliver valgt, hvis de er af hankønnet, så er det et faktum, siger hun.
Roden til den skæve balance skal ifølge Inge Merete Kjeldgaard, der er direktør på Esbjerg Kunstmuseum, findes i den kunsthistoriens fortid.
– De fleste kunstmuseer i Danmark har samlinger, der går tilbage til perioder, hvor kvinders vilkår har været skæve i forhold til mænds. Derfor kan man ikke forvente lige fordelinger, når man ser på hele samlinger, siger hun.
Det er et problem, der fortsætter hele vejen frem til i dag, mener kunsthistoriker Emilie Boe Bierlich.
– Det er et samfundsproblem, som vi er mange, der arbejder med at undersøge, hvordan vi kan komme til livs, siger hun.
Men sådan opfatter galleriejeren Nils Stærk det ikke.
– Jeg kan ikke få øje på, at kvinder skulle være dårligere stillet i den aktuelle kunstverden i dag, siger Nils Stærk.
Ulighed i repræsentationen
Kunstværker lavet af kvinder er i undertal på gallerier og museer. Det er ikke nogen hemmelighed. Sådan har det længe været. Og nu ved vi, at det fortsat er sådan.
Nye opgørelser viser nemlig, at på seks af landets mest besøgte kunstmuseer er kunstværkerne lavet af mænd i overtal.
Kilde: Data on the representation of women artists in Danish and Nordic art institutions af Kerry Greaves.
Bag undersøgelsen står Kerry Greaves, adjunkt på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet. Hun har brugt tallene i forbindelse med forskning om kvindelige kunstnere, som hun har foretaget.
Ifølge hendes forskning kan der ikke være to meninger om, hvordan vilkårene er for kvinder i kunstverdenen.
– Der ligger et kæmpe problem i, at kvinder ikke er repræsenteret lige så meget som mænd, og det er næsten altid tilfældet, siger hun.
Den skæve kønsrepræsentation gør sig også gældende på kunstgallerierne.
Ifølge billedkunstneren Birgitte Ejdrup Kristensen, så er det fundamentalt for en kunstner at have udstillet sine værker.
– Man lever langt hen ad vejen af at være synlig og få opmærksomhed. Du kan lave det mest fantastiske kunstværk, men hvis ikke der er nogen, der opdager det, så er det svært at få biksen til at løbe rundt, siger hun.
Mursten fra Horsens Statsfængsel
20 minutters meditation, 120 billeder og 8×120 mursten fra Horsens Statsfængsel. Sådan lyder ingredienserne på Birgitte Ejdrup Kristensens seneste kunstværk. Den 47-årige billedkunstner har nemlig kastet sig over et performanceværk, hvor hun bruger sig selv aktivt.
Opskriften starter med meditationen, hvor kunstneren ligger på murstenene, hvorefter hun lader sin krop guide sig, uden hun selv tænker. Imens Birgitte Ejdrup Kristensen mediterer, tager et kamera et billede af hende hvert tiende sekund, hvilket i alt bliver til 120 fotos, der sammen med de 120 mursten udgør værket. Det gentages otte gange.
Foto: Sune Malling Jensen. Birgitte Ejdrup Kristensen viser murstenene fra Horsens Statsfængsel frem.
Birgitte Ejdrup Kristensens egen far og kunstneren Carl André har været inspirationskilder til værket. Kunstnerens far sad inde i Horsens Statsfængsel, og selvom hun aldrig har mødt ham, ser hun det som en del af sin baggrund både privat og kunsthistorisk. Da hun kom i besiddelse af murstenene fra selv samme fængsel, blev de udgangspunktet for værket, der blev inspireret af Carl André. Han har tidligere arbejdet med 120 mursten. Derfor valgte Birgitte Ejdrup Kristensen at lægge dem ud på samme måde, som ham havde gjort det til en start.
Værket har fået navnet Murstensmeditationer, og det skal gentages otte gang i alt. Det er skabt i Per Kirkebys atelier under et kunstnerisk ophold på Læsø i sommeren 2022. Birgitte Ejdrup Kristensen havde uopfordret ansøgt om opholdet og havde held til at blive valgt. Opholdet er en måde, der kan give nye muligheder for en kunstner. Det hele startede dog lidt usikkert.
– Jeg lægger mig bare på murstenene og ser, hvad der sker. Det kan være, der ikke sker en skid, og så var det ligesom det eksperiment, men det gjorde der så, fortæller Birgitte Ejdrup Kristensen.
Billedkunstneren lader sig inspirere af personlige eller samfundsmæssige ting, hun støder på i livet og bruger kunsten til at tage problematikker op, som både hun selv og andre kan reflektere over, hvilket også var ideen med værket.
– Der er jo mange mennesker, der står med lignende ting i deres liv, som man måske ikke har fået integreret i sig selv eller har været et tabu i familie, som man har fortrængt. Jeg prøver derfor med min kunst at dykke ned i det, siger Birgitte Ejdrup Kristensen.
Værket skal ikke bare fortælle kunstnerens egen historie, men det skal skabe et rum, hvor beskueren kan møde sig selv og reflektere og få en oplevelse. Et rum, som kunstneren har en opfattelse af, mest taler til kvinder, hvorfor ved hun ikke, men det var følelsen efter en visning i Aarhus.
Birgitte Ejdrup Kristensen har arbejdet med kunst i mere end 20 år, hvilket ifølge kunstnere selv gør, at hun i dag stoler mere på sit eget udtryk og relevans. Det har givet en hårdt tilkæmpet selvtillid til at gå planken ud og turde mere, mener hun.
Oplevelse af ulige vilkår
Nogle kvindelige kunstnere har en følelse af, at de arbejder under ulige vilkår, fordi er kvinder. Det oplever de hos Billedkunstnernes Forbund, hvor medlemmer kommer til dem for at søge vejledning til at overkomme de problemer, som de møder på grund af den skæve kønsbalance.
Hos Billedkunstnernes Forbund er de klar over, at fordelingen er, som den er. De arbejder mod et meget simpelt mål om en mere lige fordeling.
– Alle skal have lige adgang til at arbejde som kunstner og vise deres kunst, forklarer Marie Thams.
Ifølge hende er det ikke kun vigtigt for de kvindelige kunstnere, men også for resten af samfundet.
– Kunsten har det med at blive meget symbolsk og bliver et eksemplarisk uddrag af samfundet. Jeg tænker, at der er en forpligtigelse om, at kønsfordelingen er i orden, så museer og gallerier reflekterer det samfund, vi er en del af, siger hun og fortsætter.
– Der er jo noget historieskrivning i det. Kunsten tegner et samfundsbillede op, siger Marie Thams.
Thomas P. Boje, Professor og magister i sociologi, har beskæftiget sig med ligestilling og arbejdsmarkedet, i hvad han selv kalder rigtigt mange år.
– Der går en masse ressourcer til spilde ved, at kvinder ikke får lejlighed til at brillere lige så meget som mændene, siger han og fortsætter.
– Jeg tror, at når vi har en bredere repræsentation, eksempelvis af køn, bliver det bedre, siger han.
Historien spiller en rolle
Ifølge kunsthistoriker Emilie Boe Bierlich har kønsfordelingen blandt kunstnere rod tilbage til begyndelsen af 1900-tallet. Her blev flere af datidens kvindelige kunstnere modarbejdet og nægtet adgang til de udstillinger, hvor de tidligere havde udstillet.
Modreaktionen skete efter kvindefrigørelse fra slutningen af 1700-tallet og op gennem 1800-tallet, der medførte en stor opblomstring af kvindelige kunstnere i blandt andet Danmark.
Kvinder fik lige vilkår på Kunstakademiet i 1924, hvilket var 170 år efter, det blev grundlagt.
– Der ligger et kæmpe demokratisk problem i, at halvdelen af grundlaget for eksistentielle erkendelser eller kunstnerisk udfoldelse ikke bliver hørt. Man er nødsaget til på eller anden måde at se historisk på problemstilling og uligheden, siger Emilie Boe Bierlich, der har en ph.d. i kunsthistorie og er forsker på Statens Museum for Kunst. Hun har blandt andet beskæftiget sig med kvinder i kunsthistorien i mange år.
Denne historiske problemstilling medførte, at det primært var mænd, der optrådte på kunstscenen og derfor også mænd, der var en del af den kunsthistorie, der senere hen blev nedskrevet.
Undersøgelserne af kønnenes repræsentation på gallerier og museer tager ikke højde for, hvilke perioder kunstværkerne er fra. Det har betydning for tallene, da kunsthistorien præsenterer et højere antal mandlige kunstnere end kvindelige. Derfor vil der være en forskel, mener Anne-Mette Villumsen, der er kunsthistoriker og direktør på Ribe Kunstmuseum.
– Museerne har repræsentationsmæssig slagside på de historiske samlinger, hvor de fleste kunstnere er mænd, siger Anne-Mette Villumsen.
Siden 1960’erne har der været en nogenlunde lige fordeling af mandlige og kvindelige studerende på kunstakademierne, mens der de seneste år har været en lille overvægt af kvindelige studerende.
Uligheden består i nyindkøbene
Den ulige repræsentation mellem kønnene hører ikke kun fortiden til. Den fortsætter, når man kigger på museernes nyere indkøb.
I perioden fra 2004 til 2019 var 22 procent af værkerne, som museerne havde erhvervet sig lavet af kvinder. Det viser tal fra en undersøgelse, der foretaget af organisationen Danske Museer, der har spurgt organisationens medlemmer. Her svarede cirka halvdelen af de 172 museer, der er medlem.
Selvom undersøgelsen fra 2019 blot blev fremlagt som vejledende og til inspiration for fremtidige undersøgelser, så er Anne-Mette Villumsen, der stod i spidsen for undersøgelsen sikker på, at kvindelige kunstnere ikke har de samme vilkår som deres mandlige kolleger.
– Det er stadig sværere for kvinder at komme ind på kunstscenen, når man ser på samtidskunstscenen, siger kunsthistorikeren Anne-Mette Villumsen.
Ordet samtidskunst bruges typisk om den kunst, der er lavet af nulevende kunstnere. Det plejer at dække kunst, der er lavet indenfor de seneste 20 år til 30 år.
Hun forklarer, at de kvindelige kunstnere ikke har de samme vilkår som mændene, også selvom om man kun kigger på den kunst, der er lavet af den nuværende generation.
Men i de seneste år har der været tegn på en udvikling i museernes nye erhvervelser af kunst.
– De senere år er der kommet mere opmærksomhed på både historiske og nulevende kvindelige kunstnere, siger kunsthistorikeren
Kigger man kun på fordelingen af nyindkøb mellem 2015 og 2019, er der en markant forskel. Her står de kvindelige kunstnere nemlig bag 36 procent af de indkøbte kunstværker, hvilket er 14 procentpoint mere end, hvis man kigger på den samlede opgørelse fra 2004 til 2019.
Kerry Greaves, der har forsket i kvindelige kunstnere i perioden fra 1960 til nu, er enig i, at det går den rigtige vej. Men her løber hendes optimisme også op.
– Tingene bliver en smule bedre, men de er ikke i nærheden af, hvad de burde være, siger hun.
Kerry Greaves har nemlig også undersøgt indkøbene hos de ti mest besøgte museer i Danmark i 2020 gennem hendes forskning.
Kilde: Data on the representation of women artists in Danish and Nordic art institutions af Kerry Greaves.
Tallene stemmer meget godt overens med dem, Organisationen Danske Museer kom frem til i 2019. Kerry Greaves er forundret over, hvorfor der ikke sker mere, når nye opgørelser som disse ser dagens lys.
– Der følger ingen samtale. Der er stilhed. Det er ekstremt. Problemet varer ved og fortsætter, siger hun.
Statsstøtten
Aros, Esbjerg Kunstmuseum, Louisiana, Kunsten og Arken er alle statsanerkendte museer. Det betyder, at Slots- og Kulturstyrelsen fører tilsyn med museerne og bidrager med skattekroner.
Med den brede befolknings skattekroner følger også et særligt ansvar. Det mener kunsthistorikeren Anne-Mette Villumsen.
– Det er en verden, der er støttet af offentlige midler, så det er også en diskussion om demokratiet, siger hun.
Ifølge Marie Thams bør den brede befolkning kunne genkende sig selv i kunstværkerne, der pryder museerne.
– For den aktive oplevelse er der et ansvar for, at alle besøgende har noget at spejle sig i, siger Marie Thams.
Men kunsten i museernes åbne haller reflekterer ikke de besøgende. Ser man på kunstmuseerne, er 68 procent af gæsterne kvinder, mens 32 procent er mænd.
Ifølge professor og sociolog Thomas P. Boje, der i mange år har beskæftiget sig med ligestilling, skal man ikke underkende en lige repræsentation.
– Vi går glip af nogle kvindelige fingeraftryk på kunsten, som vi sikkert kunne have gavn af, siger han og fortsætter.
– Det er utrolig vigtigt, at vi har en bevågenhed af begge køn, siger Thomas P. Boje.
Statens Museum for Kunst er det museum i Kerry Greaves undersøgelse, der har den mindste repræsentation af kvindelige kunstnere i deres samling. Det bunder i, at museet afdækker billedkunst fra de seneste 700 år, hvor der har været et overtal af mandlige kunstnere. Det mener Camilla Jalving, der er vicedirektør for samling, forskning og bevaring på museet.
– Historisk set har der ikke været så mange kvindelige kunstnere, og historisk set er mange kvindelige kunstnere skrevet ud af kunsthistorien, siger hun.
Esbjerg Kunstmuseums direktør Inge Merete Kjeldgaard peger også på det historiske aspekt, når hun forklarer, hvorfor de har en større repræsentation af mænd.
– Vi har en skæv fordeling, fordi vores samling er fra 1900-tallet, og her har der ikke været samme vilkår for mænd og kvinder, siger hun.
Kønsbalancedebatten er taget til siden starten af 2000, men museerne har været for sløve i optrækket, mener Camilla Jalving. Hun fortæller, at de på Statens Museum for Kunst har fået mere fokus på diversitet og fordelingen af mænd og kvinder.
– Køn er helt klart et parameter, vi også arbejder strategisk med, siger hun.
Køn og diversitet har fået en større rolle i museets strategier, fortæller Camilla Jalving. For museets tal på nyindkøb i perioden 2010 til 2020 afspejler det sig også i tallene, hvor kønsforskellen ikke er lige så stor som ved museets samling.
Det er også blevet et større fokus hos Esbjerg Kunstmuseum, der har indkøbt flere værker af kvindelige kunstnere i forhold til fordelingen i museets samling.
– Vi har ansvaret for, at det billede, der bliver tegnet af den kunst, der bliver skabt i dag, er et retvisende billede, så det kan ikke nytte noget, at kvinder falder ud, siger Inge Merete Kjeldgaard.
Kvindelige kunstnere er også i undertal på gallerierne
Vejen til gallerierne starter for nogle unge kunstnere, mens de går på kunstakademierne. Sådan har det ikke været for Birgitte Ejdrup Kristensen, der har en følelse af, at hun selv har skullet opsøge mulighederne for, at der skete noget. Og det bringer ikke kun negative ting med sig.
Det har blandt andet givet hende mulighed for selv at bestemme, hvilke typer kunstværker hun vil arbejde med.
– Jeg føler, at jeg selv kan tage æren for, at jeg stadig er i branchen. Jeg har ikke følt, at der har været meget curling over det, siger kunstneren.
Succesen for kunstnere kommer ikke automatisk, mener Emilie Boe Bierlich.
– Det er et spørgsmål om infrastruktur og synlighed. Infrastruktur i den betydning, at du har et sted, hvor nogle arbejder for at sælge dine værker. Dine værker bliver distribueret, der kommer publikum og ser dem, og de bliver solgt, siger kunsthistorikeren.
Ifølge Birgitte Ejdrup Kristensen kan man have lavet et nok så godt kunstværk, men hvis der ingen, der opdager det, nytter det ikke noget.
– Hvis man sådan virkelig skal være flyvende, så er der jo nogle andre, der også skal være med til at bringe ens kunst ud i verden, siger hun.
På de 22 gallerier, der er undersøgt i forbindelse med Kerry Greaves’ forskning, udgør kvinder cirka en tredjedel af kunstnerne. På yderligere 33 gallerier, som er undersøgt i forbindelse med tilblivelsen af denne artikel, er tallene tilsvarende. Her er 66 procent af de i alt 1172 kunstnere mænd, mens de resterende 34 procent er kvinder.
Samlet set udgør kvinder 34 procent af kunstnerne på de 55 gallerier, der er blevet undersøgt.
Kilde: Data on the representation of women artists in Danish and Nordic art institutions af Kerry Greaves.
Kilde: Data indhentet fra galleriernes hjemmesider.
Ifølge Emilie Boe Bierlich sker der en skævvridning blandt de danske kunstnere, når de er færdiguddannet, hvor de mandlige kunstnere er mere i fokus.
– Gallerister køber, hvad der kan sælges, og det er mændene. Derfor er det mændene, der udstilles på gallerierne, og det er mændene, der bliver solgt på auktionerne efterfølgende. Det er i sidste ende også mændene, der kommer ind på museerne, siger Emilie Boe Bierlich.
Det er galleristen Morten Avlskarl ikke enig i. Han mener ikke, at mandlige kunstere bliver tilvalgt på grund af deres køn.
– Jeg hører aldrig fra folk, at de ikke vil købe værker lavet af kvinder, siger han og fortsætter.
– I de 15 år Jeg har haft galleri har jeg aldrig nogensinde oplevet nogen, der har spurgt mig:
“Hvilket køn er kunstneren?” Aldrig nogensinde, siger han.
Samme opfattelse har Merete Hertz, der ejer Galerie Pi. Her har de en næsten lige fordeling af mænd og kvinder.
– Der er ingen forskel. De sælger lige godt, siger hun.
Selvom galleriet har en nogenlunde lige kønsfordeling, er det ikke det vigtigste parameter for ejeren, når hun udvælger værker.
– Jeg kigger ikke på, om det er en mand eller en kvinde. Jeg vælger ud fra, at det er godt og noget, jeg har lyst til at arbejde med, siger Merete Hertz.
Spørger man gallerist Nils Stærk, er det svært at sætte en finger på, hvad grunden er til den skæve fordeling.
Hos Galleri Nils Stærk, der udstiller samtidskunst, er alle udstillede værker valgt ud fra Nils Stærks personlige smag. Han forklarer, at det kun er, hvis han kan lide kunsten, at den fortjener en plads i hans udstillingslokaler.
På galleriet er 85 procent af værkerne lavet af mænd og 15 procent af kvinder.
Han er en del af det mandlige overtal blandt galleriejerne. 68 procent af brancheorganisationen Danske Galleriers 57 medlemsgallerier er nemlig ejet af mænd, mens de resterende 32 procent er ejet af kvinder.
Men køn spiller ingen rolle for ham. Heller ikke, når det kommer til kunstnerne, han samarbejder med.
Han forklarer, at der ikke er nogen særlig grund til, hvordan kønnene fordeler sig på hans galleri.
– De ting, jeg interesserer mig for, har tilfældigvis været meget domineret af mænd. Jeg går bare efter indholdet af værkerne,forklarer han.
Nils Stærk sammenligner forholdet mellem gallerist og kunstner som et ægteskab. Et langsigtet partnerskab, der kræver nøje eftertanke for fremtiden, før det kan indgås.
Han forklarer, at han ikke vil gå på kompromis med kvaliteten udelukkende med formålet at udligne repræsentationen af køn på galleriet. Nils Stærk køber ikke præmissen for, at kvindelige kunstnere er dårligere stillet i kunstverdenen. Heller ikke, når kønsbalancen er skæv på gallerier, der udstiller samtidskunst, som hans eget.
– Fordi der har været en ulige fordeling mellem kønnene, skal vi selvfølgelig have rettet op i den aktuelle tid i de tilfælde, hvor det giver mening. Det gør det ikke i alle tilfælde, siger Nils Stærk.
Når han bliver spurgt, om gallerierne bærer et ansvar for at udligne den skæve repræsentation mellem køn, svarer han dragende.
– Jo…
Og fortsætter efter en mindre tænkepause.
– Men nej. Jeg følger bare 100 procent det, som jeg personligt føler for. Derfor gør jeg det ikke. Jeg selv skabt det, jeg har. Derfor tager jeg også den frihed selv at bestemme, svarer galleristen.
Men forpersonen for Billedkunstnernes Forbund mener, at gallerierne også har en del af ansvaret for, at kunstbranchen nærmer sig en mere lige kønsfordeling.
– Gallerierne bærer et medansvar for, at den kunst og de kunstnere, som kan udfolde sig kommercielt, også er ligeværdigt, siger hun.
Men det er Morten Avlskarl ikke helt enig i. Ligesom hans kollega Nils stærk, mener Morten Avlskarl, at kunsten skal være afgørende.
– Det bør være sådan, at man vælger en kunstner på grund af kvaliteten i kunstnerens værker, siger han.
Selvom Billedkunstnernes Forbund aktivt arbejder for et mere ligestillet kunstliv gennem deres erklærede ligestillings- og mangfoldighedspolitik, må Marie Thams indse, at deres anbefalinger kun kan blive ved at være anbefalinger.
– Gallerierne er jo private virksomheder, og derfor er det også svært rigtig at forpligte dem til noget, siger Marie Thams.
Og mens statsstøttede museer er bundet op til et større ansvar end gallerierne, så mener kunsthistoriker Emilie Boe Bierlich også, at gallerierne er en vigtig del af billedet.
– Jeg tror som udgangspunkt, at gallerister er købmænd. De er i gamet for at tjene penge og for at købe og sælge kunst, hvilket er en enormt vigtig faktor i kunstverdenen, det skal man endelig ikke underkende, siger Emilie Boe Bierlich.
Strukturelt problem i samfundet
Danmark ligger på 32. plads, når man ser på uligheden mellem køn hos verdens lande. Det er et godt stykke fra de øvrige nordiske lande, der alle er at finde helt øverst i top fem. Det viser en undersøgelse fra 2022.
Undersøgelsen med navnet The Global Gender Gap Index er en måling, der ser på uligheden mellem køn hos landene i verden. Undersøgelsen er foretaget af World Economic Forum, og vurderingen er baseret på kønnenes uddannelse, sundhed, politiske lederskab og økonomiske muligheder. Den blev første gang lavet i 2006 og udkommer hvert år.
– Jeg oplever det som et ligestillingsproblem, der går langt ud over kunstverdenen. Det er et stort samfundsproblem og demokratisk problem, hvor Danmark udmærker sig uheldigt i forhold de øvrige nordiske nabolande, som vi gerne vil sammenligne os med, siger Emilie Boe Bierlich.
Samme opfattelse har kunsthistorikeren Anne-Mette Villumsen. Hun mener heller ikke, at det kun er en problemstilling, der er at finde i kunstbranchen.
– Det sker ikke kun i kunstverdenen, det er også i filmbranchen, musikbranchen og i samfundet generelt, mener hun og fortsætter.
– Det er de patriarkalske strukturer i samfundet. De er indgroede i traditioner, der giver en forskelsbehandling af kønnene. Mandlige stjerner bliver behandlet på en anden måde. Selvom vi formelt har en ligestillingslov, er der stadig forskel på, hvordan mænd og kvinder bliver bedømt, mener Anne-Mette Villumsen.
Ligestillingsloven har til formål at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder blandt andet i forhold til lige muligheder i samfundets funktioner, da man tager udgangspunkt i, at mænd og kvinder er lige meget værd. Derfor skal den også modarbejde forskelsbehandling.
Denne gælder blandt andet for organisationer indenfor offentlig forvaltning og for folk, der leverer varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden. Derfor gør denne lov sig gældende for de danske museer.
– I et demokratisk samfund, hvor vi siger, at alle borgere er lige, er det et problem, der ikke er ligestilling. Der bør være lige muligheder. Specielt i en verden, der er støttet af offentlige midler, som alle skatteydere, mænd og kvinder, betaler, siger Anne-Mette Villumsen.
De strukturer i samfundet, der skaber uligheden, har betydning for kunstnerne, da det vil påvirke deres karrierer. Det er derfor vigtigt, at man ikke har denne ulighed for at åbne op for alle kunstnere, mener Emilie Boe Bierlich.
– Man taler så tit om at ophæve ulighed, fordi man forestiller sig, at vi som mennesker rent etisk set alle sammen har noget at bidrage med, så hvis man udelukker halvdelen af befolkningen, er der risiko for, at man udelukker nogle store erkendelser, begavelser eller populært sagt Picassoer, mener Emilie Boe Bierlich.
Det giver sig til kende i en global undersøgelse foretaget fra 2008-2019, der tyder på, at det ikke kun er en udfordring i Danmark. Den viser nemlig, at kvindelige kunstnere står for 2 procent af verdens salg af kunst på auktion, mens mænd står for de resterende 98 procent. Undersøgelsen er lavet af artnet News and In Other Words at Art Agency, Partners, der er et globalt nyhedsmedie, der beskæftiger sig med kunst.
Og det er et eksempel på, at man ikke har øje for store dele af kunstbranchen, mener Emilie Boe Bierlich, der peger på, at man skal have et større fokus på det.
– Hvis man skal lede efter de nye eller originale tanker, der kan lede os alle sammen et smukkere sted hen, bliver vi nødt til at lede et sted, hvor vi ikke er vant til, at det kommer fra, siger Emilie Boe Bierlich.
Adgangen til lige muligheder hæfter Kerry Greaves sig også ved. Hun mener ikke, at man er i mål med denne målsætning endnu, og det skal der laves om på.
– Kvinder fortjener samme muligheder, som deres mandlige kolleger har. De fortjener en reel lighed og ikke bare et billede af lighed. En reel lighed i repræsentationen, siger Kerry Greaves.
Og det melder Marie Thams fra Billedkunstnernes Forbund sig enig i.
– I dag tænker jeg ikke rigtigt, at der er nogen undskyldning for, at man ikke har lighed. Jeg tænker, at der er en forpligtigelse til, at man repræsenterer det samfund, vi lever i, siger Marie Thams.
Ifølge sociologen Thomas P. Boje kommer en lige fordeling ikke af sig selv.
– Det er et langt sejt træk at skabe ligestilling, også på det her område.
Kvoter er meget omdiskuterede
Udfordringen er de seneste 15-20 år blevet debatteret, og selvom forskellen ser ud til at blive mindre, mener Kerry Greaves ikke, at debatten rigtig får fodfæste. Hun mener, at udviklingen skal gå hurtigere, og derfor påpeger hun, at der skal mere til end undersøgelser.
– Der bliver nødt til at være en kritisk dialog mellem kunstnere, kuratorer, kunsthistorikere, kritikere og politikere, mener Kerry Greaves.
Flere politiske initiativer har været iværksat for at kortlægge, hvordan billedet ser ud, men det billede er ikke blevet meget bedre, mener Emilie Boe Bierlich. Hun peger på, at der skal en bestemt løsning til for at komme problemet til livs.
– Vi er oppe imod en kolossal fortrængning, som jeg ikke tror, vi kan komme uden om på andre måder, end det jeg kalder politisk pres. Det der populært sagt er kvoter. Jeg er slet ikke i tvivl om, at kvoter er det eneste rigtige, siger hun.
Kunsthistorikeren mener, at kvoter er den rette løsning i en periode for at skabe mere lighed, selvom det er et omdiskuteret redskab, der heller ikke i sig selv er uden udfordringer.
– Det er ikke nogen specielt hensigtsmæssig løsning. Man kan sige, at krav eller tilsidesættelse af fri vilje aldrig er at foretrække, men det er yderste konsekvens, siger Emilie Boe Bierlich.
Den ide får opbakning af Marie Thams fra Billedkunstnernes Forbund.
– Jeg synes, det vil være en god ide at prøve med kvoter, siger Marie Thams.
Kulturministeriet arbejder ikke med kvoter, men ifølge forpersonen vil det være et stærkt initiativ, man ville støtte op om.
– Det er jo en måde at holde museer op på, at der skal være ligestilling. Jeg tænker, det er på tide, at der kommer sådan et tiltag, fordi vi ved, at det bliver dikteret på en anden måde, når det kommer fra statens side, end når det kommer fra vores, siger Marie Thams.
Kvoter er ikke den rette løsning hos alle. Ifølge Anne-Mette Villumsen er kvoter for firkantet, men hun påpeger, at der skal være lige muligheder.
– Jeg mener, at kvoter er en bjørnetjeneste. Det er et redskab, der kun er symptombehandling, og som ikke ændrede de bagvedliggende strukturer. Jeg mener, at det er bedre med bevidsthed om forskelsbehandling gennem mere data på området, siger hun.
Statens Museum for Kunst har fokus på at have en mere lige kønsfordeling, men der vil være udsving fra år til år, mener Camilla Jalving, der ikke er glad for tanken om kvoter.
– Vi ønsker ikke at arbejde med et kvotesystem, fordi det simpelthen ikke er operationelt for den måde, vi arbejder på, siger hun.
Heller ikke på Avlskarl Gallery mener ejeren, at det er en god ide at indføre kvoter på galleriet, da det vil få betydning for selve kunsten.
– Jeg vil ikke kønsopdele eller lave kvoter, fordi hvis man begynder at lave kvoter indenfor kunst, så er det ikke længere kunst. Kunst er det eneste, der skal være helt frit. Der må ikke være nogen regler. Der er ikke nogen, der kan fortælle, hvordan du laver kunst, mener Morten Avlskarl.
Nyt politisk initiativ
Mere data er også på vej. I slutningen af august 2022 skrev Kulturministeriet, at daværende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen havde besluttet at igangsætte et initiativ, der skulle sætte fokus på kønsbalancen i kunstmuseernes nyindkøb.
Initiativet har til formål at fremme ligestillingen på området. Med tiltaget skal museerne kortlægge overfor Slots- og Kulturstyrelsen, hvordan deres indkøbte kunstværker fordeler sig på køn.
I første omgang skal museerne undersøge kønsfordelingen blandt kunstværkerne, der er blevet indkøbt i løbet af de seneste fem år. Derefter vil det være en undersøgelse, der skal foretages hvert år.
Resultaterne af de undersøgelser skulle første gang være offentliggjort af Slots- og Kulturstyrelsens i december 2022. Det er dog sat i bero på grund af regeringsskiftet.
Hos Esbjerg Kunstmuseum ser man positivt på det nye tiltag.
– Det er så nyt, at jeg ikke ved, hvordan det kommer til at fungere, men jeg synes, det er en god ide, siger Inge Merete Kjeldgaard, der er direktør på Esbjerg Kunstmuseum.
Det er ikke præciseret, hvordan de nye løbende opgørelser skal benyttes, og ifølge Kerry Greaves, er det ikke tilstrækkeligt at gøre status.
– Forbedringen er for langsom i forhold til, hvad den burde være, siger hun og fortsætter.
– Det er meget uklart, hvad deres plan er med opgørelserne, siger Kerry Greaves, der har været i kontakt med kulturministeriet.
Det har hverken været muligt at få en kommentar fra tidligere kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen eller den nytiltrådte kulturminister Jakob Engel-Schmidt.
Spørger man sociolog Thomas P. Boje, findes der ikke nogen nem løsning.
– Kunsten er ikke hævet over os andre. Også i kunsten vil der være ulige vilkår, hvis man ikke gør sig umage.
Kunstakademiet i København er blevet et sted med stor mangfoldighed, og det er en udvikling, der er sket i løbet af de seneste 15-20 år. Her har man stort fokus på diversiteten blandt de studerende.
Af Sebastian Trosborg og Sune Malling Jensen
I 1754 blev Kunstakademiet stiftet af Frederik 5. Dengang var stedet kun forbeholdt mænd, men det blev lavet om i 1908, hvor kvinder også fik adgang til akademiet. I 1924 var kvinder en del af akademiet helt på lige vilkår med mændene.
Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, også kendt som Kunstakademiet, er en forgangsinstitution ud fra et diversitetssynspunkt, når man ser på køn og seksualitet. Det mener i hvert fald en af akademiets tidligere studerende.
– Alle mennesker burde gå på kunstakademiet i et år. Jeg vil nemlig påstå, at det er det miljø, hvor der er mest kønsdiversitet i Danmark, siger Siska Katrine Jørgensen.
Hun blev færdig med sin master på Det Kongelig Danske Kunstakademi i København for to år siden, efter hun havde taget sin bachelor på kunstakademiet i Bergen i Norge. Hvor det tidligere kun har handlet om mænd og kvinder, ser den nyuddannede kunster en anden diskurs i dag.
– Nu er det mere et spørgsmål om, at der er mange forskellige mennesker, der identificerer sig på forskellige måder i forhold til køn og seksualitet i kunstmiljøet, siger Siska Katrine Jørgensen.
For hende har det været fantastisk med den store diversitet på akademiet, og hun mener ikke, at man kan undgå at blive bevidst om kønsroller, når man har brugt seks år på denne uddannelse.
Diversitet kommer også til udtryk ved skolens valg i undervisningen, mener rektoren på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.
– Vi har helt indlysende et bredt og nuanceret undervisningsmateriale, så selvfølgelig er der fokus på, at en del af læringen er at møde forskellige erfaringsgrundlag. Det gælder ikke bare mænd og kvinder, men også ikke-binære positioner, siger Lars Bent Petersen.
Kunstakademiets primære fokus er samtidskunsten og de positioner, der optræder der for at give de studerende den bedst mulige undervisning.
– Selvfølgelig har vi et fokus på, at vi skal have en kvalitativ undervisning, der har en bredde, der ikke bare afspejler den verden, vi er i, men også de mennesker, vi er, siger Lars Bent Petersen.
Siden 1960’erne har kønsfordelingen mellem mænd og kvinder på de tre danske kunstakademier, Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, Det Jyske Kunstakademi i Aarhus og Det Fynske Kunstakademi i Odense, været nogenlunde lige, og de seneste år har der været et mindre overtal af kvindelige studerende.
Tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at 166 ud af i alt 277 studerende per 1. oktober 2021 var kvinder på landets tre kunstakademier. Ud af de 277 studerende går 176 af dem på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.
Med den stigende kønsbalance blandt de studerende er der også kommet flere kvindelige professorer til. Den første kom i 1989.
– Der havde ikke været nogen kvindelige professorer tidligere, og der var heller ikke nogen, da jeg gik på Kunstakademiet, siger Elisabeth Toubro, der blev uddannet Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 1986.
De manglende kvindelige professor var også tilfældet for Birgitte Ejdrup Kristensen, da hun gik på Det Jyske Kunstakademi. Her blev hun uddannet i 2002. Hun tror, at det har ændret sig i dag, men dengang skabte det nogle udfordringer for hende som kvindelige studerende.
– I min akademitid var der ikke sådan helt respekt om at være kvinde. Jeg havde ikke nogen kvindelige undervisere. Jeg følte, at man som kvinde var omgivet af en vis skepsis, så man skulle lige bevise lidt mere, siger Birgitte Ejdrup Kristensen.
Og noget tyder på, at det er blevet anderledes. Siska Katrine Jørgensen har nemlig i løbet af sine tre år på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København følt, at hun har haft de samme vilkår som de andre studerende og har ikke følt, at der var forskel på de kvindelige og mandlige studerende.
Hun havde heller ikke oplevelse af, at der ikke var nok kvindelige professorer, da hun gik på Kunstakademiet.
– Jeg føler ikke, at det har været et problem i min tid på akademiet med manglende kvindelige professorer, siger Siska Katrine Jørgensen, der uddyber, at der var en fin kønsfordeling blandt professorerne.
Ifølge Elisabeth Toubro kan de kvindelige professorer have en større betydning for de studerende end blot at være deres underviser.
– Jeg er ikke i tvivl om, at de kvindelige kunstnere, der har været professorer på Kunstakademiet, er blevet forbilleder for deres studerende, fordi man er i meget tæt kontakt i flere år, siger hun.
Denne type forbilleder var der ikke samme mulighed for, da Elisabeth Toubro selv gik på Kunstakademiet.
Ifølge Emilie Boe Bierlich, der har beskæftiget sig indgående med køn i kunstverdenen, er forbilleder vigtige.
– Det, man har brug for som ung kunstner, som alle andre steder, er at have nogle forbilleder. Nogle, der har stået distancen og banet vejen på en eller anden måde, siger Emilie Boe Bierlich, der er kunsthistoriker og forsker på Statens Museum for Kunst.
For Siska Katrine Jørgensen er det også vigtigt at have nogle andre kunstnere at spejle sig i.
– Jeg føler, at jeg er nødt til at have kvindelige forbilleder. Selvfølgelig ser jeg den kunst, jeg ser, fordi jeg synes, det er fedt. Jeg har de forbilleder, jeg har, fordi de er megaspændende. Men jeg tænker stadig over køn, siger hun.
Det er er ikke kun vigtigt med kvinder. Det er alle, der skal være repræsenteret og have lige ret uanset, hvilket køn man identificerer sig som, og hvilken seksualitet man har, mener Siska Katrine Jørgensen.
Det er også et vigtigt fokus på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, da kunst et stykke hed ad vejen er båret af personlige erfaringer, og derfor er det vigtig at drage viden fra en bred samling af personlige erfaringer for, at de studerende bedst kan udfolde sig, mener akademiets rektor.
– Vi skal lære de studerende at lave deres egen kunst og ikke at lave institutionens kunst. Derfor er det vigtigt, at man møder nogle forskellige stemmer og erfaringer, som kan påvirke én og styrke det, man laver, siger Lars Bent Petersen.
For Birgitte Ejdrup Kristensen var det ikke på akademiet, at hun fandt sin egen måde at lave kunst på. Det kom først flere år senere.
– Jeg oplevede, at jeg mødte nogle nye muligheder kunstnerisk ved at bruge min krop og ikke tænke så meget, som jeg er opdraget til på akademiet, siger Birgitte Ejdrup Kristensen, der er i gang med et værk, hvor hun bruger sig selv aktivt.
De seneste 15 års tid er snakken flere gange faldet på kønsfordelingen mellem mænd og kvinder, men ifølge Siska Katrine Jørgensen er det vigtigt at brede debatten ud.
– Hvis vi taler om Kunstakademiet, hvordan dynamikken og samtalerne er, så synes jeg 100 procent, at det er vigtigere med en lidt bredere kønsdebat end bare mænd og kvinder, siger hun.
Diversitetsdebatten slutter ikke her for hende. Hun kunne godt ønske sig et bredere spænd af forskellige nationaliteter. Hun mener nemlig, at det danske akademi i København er lidt bagefter på den front i forhold til det norske i Bergen.
Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.
IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.
Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.
Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.
