Diskussionen om køn har længe rumsteret i kunstverdenen. Men det er som om, vi aldrig kommer helt tæt på at kunne sætte et punktum. 

Af Sebastian Trosborg og Sune Malling Jensen

Træder du ind på et dansk museum, vil du med stor sandsynlighed støde på langt flere kunstværker lavet af mandlige kunstnere end dem af kvindelige. Mænd står nemlig fortsat for størstedelen af værkerne, der er udstillet på landets museer.  

Nogle mener, at det er et himmelråbende problem, der stadig mangler at blive løst. Andre peger på, at det afspejler kunstens historie, som tidligere har været domineret af et overtal af mænd.  

For Marie Thams, forperson for Billedkunstnernes Forbund, er det ikke til diskussion, at balancen mellem kønnene er skæv på den danske kunstscene. 

– Når vi sort på hvidt kan se, at kønsfordelingen ikke afspejler det samfund, vi er i, og at kunstnerne i højere grad bliver valgt, hvis de er af hankønnet, så er det et faktum, siger hun. 

Roden til den skæve balance skal ifølge Inge Merete Kjeldgaard, der er direktør på Esbjerg Kunstmuseum, findes i den kunsthistoriens fortid. 

– De fleste kunstmuseer i Danmark har samlinger, der går tilbage til perioder, hvor kvinders vilkår har været skæve i forhold til mænds. Derfor kan man ikke forvente lige fordelinger, når man ser på hele samlinger, siger hun.  

Det er et problem, der fortsætter hele vejen frem til i dag, mener kunsthistoriker Emilie Boe Bierlich.  

– Det er et samfundsproblem, som vi er mange, der arbejder med at undersøge, hvordan vi kan komme til livs, siger hun. 

Men sådan opfatter galleriejeren Nils Stærk det ikke. 

– Jeg kan ikke få øje på, at kvinder skulle være dårligere stillet i den aktuelle kunstverden i dag, siger Nils Stærk.  

Ulighed i repræsentationen 

Kunstværker lavet af kvinder er i undertal på gallerier og museer. Det er ikke nogen hemmelighed. Sådan har det længe været. Og nu ved vi, at det fortsat er sådan.  

Nye opgørelser viser nemlig, at på seks af landets mest besøgte kunstmuseer er kunstværkerne lavet af mænd i overtal.  

Kilde: Data on the representation of women artists in Danish and Nordic art institutions af Kerry Greaves.

Bag undersøgelsen står Kerry Greaves, adjunkt på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet. Hun har brugt tallene i forbindelse med forskning om kvindelige kunstnere, som hun har foretaget. 

Ifølge hendes forskning kan der ikke være to meninger om, hvordan vilkårene er for kvinder i kunstverdenen. 

– Der ligger et kæmpe problem i, at kvinder ikke er repræsenteret lige så meget som mænd, og det er næsten altid tilfældet, siger hun.  

Den skæve kønsrepræsentation gør sig også gældende på kunstgallerierne.

Ifølge billedkunstneren Birgitte Ejdrup Kristensen, så er det fundamentalt for en kunstner at have udstillet sine værker.  

– Man lever langt hen ad vejen af at være synlig og få opmærksomhed. Du kan lave det mest fantastiske kunstværk, men hvis ikke der er nogen, der opdager det, så er det svært at få biksen til at løbe rundt, siger hun.  

Mursten fra Horsens Statsfængsel 

20 minutters meditation, 120 billeder og 8×120 mursten fra Horsens Statsfængsel. Sådan lyder ingredienserne på Birgitte Ejdrup Kristensens seneste kunstværk. Den 47-årige billedkunstner har nemlig kastet sig over et performanceværk, hvor hun bruger sig selv aktivt.  

Opskriften starter med meditationen, hvor kunstneren ligger på murstenene, hvorefter hun lader sin krop guide sig, uden hun selv tænker. Imens Birgitte Ejdrup Kristensen mediterer, tager et kamera et billede af hende hvert tiende sekund, hvilket i alt bliver til 120 fotos, der sammen med de 120 mursten udgør værket. Det gentages otte gange. 

Foto: Sune Malling Jensen. Birgitte Ejdrup Kristensen viser murstenene fra Horsens Statsfængsel frem.

Birgitte Ejdrup Kristensens egen far og kunstneren Carl André har været inspirationskilder til værket. Kunstnerens far sad inde i Horsens Statsfængsel, og selvom hun aldrig har mødt ham, ser hun det som en del af sin baggrund både privat og kunsthistorisk. Da hun kom i besiddelse af murstenene fra selv samme fængsel, blev de udgangspunktet for værket, der blev inspireret af Carl André. Han har tidligere arbejdet med 120 mursten. Derfor valgte Birgitte Ejdrup Kristensen at lægge dem ud på samme måde, som ham havde gjort det til en start.  

Værket har fået navnet Murstensmeditationer, og det skal gentages otte gang i alt. Det er skabt i Per Kirkebys atelier under et kunstnerisk ophold på Læsø i sommeren 2022. Birgitte Ejdrup Kristensen havde uopfordret ansøgt om opholdet og havde held til at blive valgt. Opholdet er en måde, der kan give nye muligheder for en kunstner. Det hele startede dog lidt usikkert.  

 – Jeg lægger mig bare på murstenene og ser, hvad der sker. Det kan være, der ikke sker en skid, og så var det ligesom det eksperiment, men det gjorde der så, fortæller Birgitte Ejdrup Kristensen.  

Billedkunstneren lader sig inspirere af personlige eller samfundsmæssige ting, hun støder på i livet og bruger kunsten til at tage problematikker op, som både hun selv og andre kan reflektere over, hvilket også var ideen med værket.  

– Der er jo mange mennesker, der står med lignende ting i deres liv, som man måske ikke har fået integreret i sig selv eller har været et tabu i familie, som man har fortrængt. Jeg prøver derfor med min kunst at dykke ned i det, siger Birgitte Ejdrup Kristensen.  

Værket skal ikke bare fortælle kunstnerens egen historie, men det skal skabe et rum, hvor beskueren kan møde sig selv og reflektere og få en oplevelse. Et rum, som kunstneren har en opfattelse af, mest taler til kvinder, hvorfor ved hun ikke, men det var følelsen efter en visning i Aarhus.  

Birgitte Ejdrup Kristensen har arbejdet med kunst i mere end 20 år, hvilket ifølge kunstnere selv gør, at hun i dag stoler mere på sit eget udtryk og relevans. Det har givet en hårdt tilkæmpet selvtillid til at gå planken ud og turde mere, mener hun.  

Oplevelse af ulige vilkår 

Nogle kvindelige kunstnere har en følelse af, at de arbejder under ulige vilkår, fordi er kvinder. Det oplever de hos Billedkunstnernes Forbund, hvor medlemmer kommer til dem for at søge vejledning til at overkomme de problemer, som de møder på grund af den skæve kønsbalance.  

Hos Billedkunstnernes Forbund er de klar over, at fordelingen er, som den er. De arbejder mod et meget simpelt mål om en mere lige fordeling. 

– Alle skal have lige adgang til at arbejde som kunstner og vise deres kunst, forklarer Marie Thams. 

Ifølge hende er det ikke kun vigtigt for de kvindelige kunstnere, men også for resten af samfundet. 

– Kunsten har det med at blive meget symbolsk og bliver et eksemplarisk uddrag af samfundet. Jeg tænker, at der er en forpligtigelse om, at kønsfordelingen er i orden, så museer og gallerier reflekterer det samfund, vi er en del af, siger hun og fortsætter. 

– Der er jo noget historieskrivning i det. Kunsten tegner et samfundsbillede op, siger Marie Thams.  

Thomas P. Boje, Professor og magister i sociologi, har beskæftiget sig med ligestilling og arbejdsmarkedet, i hvad han selv kalder rigtigt mange år.  

– Der går en masse ressourcer til spilde ved, at kvinder ikke får lejlighed til at brillere lige så meget som mændene, siger han og fortsætter.  

– Jeg tror, at når vi har en bredere repræsentation, eksempelvis af køn, bliver det bedre, siger han.  

Historien spiller en rolle  

Ifølge kunsthistoriker Emilie Boe Bierlich har kønsfordelingen blandt kunstnere rod tilbage til begyndelsen af 1900-tallet. Her blev flere af datidens kvindelige kunstnere modarbejdet og nægtet adgang til de udstillinger, hvor de tidligere havde udstillet. 

Modreaktionen skete efter kvindefrigørelse fra slutningen af 1700-tallet og op gennem 1800-tallet, der medførte en stor opblomstring af kvindelige kunstnere i blandt andet Danmark.

Kvinder fik lige vilkår på Kunstakademiet i 1924, hvilket var 170 år efter, det blev grundlagt.  

– Der ligger et kæmpe demokratisk problem i, at halvdelen af grundlaget for eksistentielle erkendelser eller kunstnerisk udfoldelse ikke bliver hørt. Man er nødsaget til på eller anden måde at se historisk på problemstilling og uligheden, siger Emilie Boe Bierlich, der har en ph.d. i kunsthistorie og er forsker på Statens Museum for Kunst. Hun har blandt andet beskæftiget sig med kvinder i kunsthistorien i mange år. 

Denne historiske problemstilling medførte, at det primært var mænd, der optrådte på kunstscenen og derfor også mænd, der var en del af den kunsthistorie, der senere hen blev nedskrevet.  

Undersøgelserne af kønnenes repræsentation på gallerier og museer tager ikke højde for, hvilke perioder kunstværkerne er fra. Det har betydning for tallene, da kunsthistorien præsenterer et højere antal mandlige kunstnere end kvindelige. Derfor vil der være en forskel, mener Anne-Mette Villumsen, der er kunsthistoriker og direktør på Ribe Kunstmuseum.  

– Museerne har repræsentationsmæssig slagside på de historiske samlinger, hvor de fleste kunstnere er mænd, siger Anne-Mette Villumsen.  

Siden 1960’erne har der været en nogenlunde lige fordeling af mandlige og kvindelige studerende på kunstakademierne, mens der de seneste år har været en lille overvægt af kvindelige studerende.  

Uligheden består i nyindkøbene 

Den ulige repræsentation mellem kønnene hører ikke kun fortiden til. Den fortsætter, når man kigger på museernes nyere indkøb.  

I perioden fra 2004 til 2019 var 22 procent af værkerne, som museerne havde erhvervet sig lavet af kvinder. Det viser tal fra en undersøgelse, der foretaget af organisationen Danske Museer, der har spurgt organisationens medlemmer. Her svarede cirka halvdelen af de 172 museer, der er medlem.  

Selvom undersøgelsen fra 2019 blot blev fremlagt som vejledende og til inspiration for fremtidige undersøgelser, så er Anne-Mette Villumsen, der stod i spidsen for undersøgelsen sikker på, at kvindelige kunstnere ikke har de samme vilkår som deres mandlige kolleger.  

– Det er stadig sværere for kvinder at komme ind på kunstscenen, når man ser på samtidskunstscenen, siger kunsthistorikeren Anne-Mette Villumsen. 

Ordet samtidskunst bruges typisk om den kunst, der er lavet af nulevende kunstnere. Det plejer at dække kunst, der er lavet indenfor de seneste 20 år til 30 år.  

Hun forklarer, at de kvindelige kunstnere ikke har de samme vilkår som mændene, også selvom om man kun kigger på den kunst, der er lavet af den nuværende generation.  

Men i de seneste år har der været tegn på en udvikling i museernes nye erhvervelser af kunst.  

– De senere år er der kommet mere opmærksomhed på både historiske og nulevende kvindelige kunstnere, siger kunsthistorikeren 

Kigger man kun på fordelingen af nyindkøb mellem 2015 og 2019, er der en markant forskel. Her står de kvindelige kunstnere nemlig bag 36 procent af de indkøbte kunstværker, hvilket er 14 procentpoint mere end, hvis man kigger på den samlede opgørelse fra 2004 til 2019. 

Kerry Greaves, der har forsket i kvindelige kunstnere i perioden fra 1960 til nu, er enig i, at det går den rigtige vej. Men her løber hendes optimisme også op. 

– Tingene bliver en smule bedre, men de er ikke i nærheden af, hvad de burde være, siger hun. 

Kerry Greaves har nemlig også undersøgt indkøbene hos de ti mest besøgte museer i Danmark i 2020 gennem hendes forskning.  

Kilde: Data on the representation of women artists in Danish and Nordic art institutions af Kerry Greaves.

Tallene stemmer meget godt overens med dem, Organisationen Danske Museer kom frem til i 2019. Kerry Greaves er forundret over, hvorfor der ikke sker mere, når nye opgørelser som disse ser dagens lys.  

– Der følger ingen samtale. Der er stilhed. Det er ekstremt. Problemet varer ved og fortsætter, siger hun. 

Statsstøtten 

Aros, Esbjerg Kunstmuseum, Louisiana, Kunsten og Arken er alle statsanerkendte museer. Det betyder, at Slots- og Kulturstyrelsen fører tilsyn med museerne og bidrager med skattekroner.  

Med den brede befolknings skattekroner følger også et særligt ansvar. Det mener kunsthistorikeren Anne-Mette Villumsen.  

– Det er en verden, der er støttet af offentlige midler, så det er også en diskussion om demokratiet, siger hun.  

Ifølge Marie Thams bør den brede befolkning kunne genkende sig selv i kunstværkerne, der pryder museerne.  

– For den aktive oplevelse er der et ansvar for, at alle besøgende har noget at spejle sig i, siger Marie Thams. 

Men kunsten i museernes åbne haller reflekterer ikke de besøgende. Ser man på kunstmuseerne, er 68 procent af gæsterne kvinder, mens 32 procent er mænd.  

Ifølge professor og sociolog Thomas P. Boje, der i mange år har beskæftiget sig med ligestilling, skal man ikke underkende en lige repræsentation. 

– Vi går glip af nogle kvindelige fingeraftryk på kunsten, som vi sikkert kunne have gavn af, siger han og fortsætter. 

– Det er utrolig vigtigt, at vi har en bevågenhed af begge køn, siger Thomas P. Boje. 

Statens Museum for Kunst er det museum i Kerry Greaves undersøgelse, der har den mindste repræsentation af kvindelige kunstnere i deres samling. Det bunder i, at museet afdækker billedkunst fra de seneste 700 år, hvor der har været et overtal af mandlige kunstnere. Det mener Camilla Jalving, der er vicedirektør for samling, forskning og bevaring på museet. 

– Historisk set har der ikke været så mange kvindelige kunstnere, og historisk set er mange kvindelige kunstnere skrevet ud af kunsthistorien, siger hun. 

Esbjerg Kunstmuseums direktør Inge Merete Kjeldgaard peger også på det historiske aspekt, når hun forklarer, hvorfor de har en større repræsentation af mænd.  

– Vi har en skæv fordeling, fordi vores samling er fra 1900-tallet, og her har der ikke været samme vilkår for mænd og kvinder, siger hun.  

Kønsbalancedebatten er taget til siden starten af 2000, men museerne har været for sløve i optrækket, mener Camilla Jalving. Hun fortæller, at de på Statens Museum for Kunst har fået mere fokus på diversitet og fordelingen af mænd og kvinder. 

– Køn er helt klart et parameter, vi også arbejder strategisk med, siger hun.  

Køn og diversitet har fået en større rolle i museets strategier, fortæller Camilla Jalving. For museets tal på nyindkøb i perioden 2010 til 2020 afspejler det sig også i tallene, hvor kønsforskellen ikke er lige så stor som ved museets samling.  

Det er også blevet et større fokus hos Esbjerg Kunstmuseum, der har indkøbt flere værker af kvindelige kunstnere i forhold til fordelingen i museets samling.  

– Vi har ansvaret for, at det billede, der bliver tegnet af den kunst, der bliver skabt i dag, er et retvisende billede, så det kan ikke nytte noget, at kvinder falder ud, siger Inge Merete Kjeldgaard.  

Kvindelige kunstnere er også i undertal på gallerierne 

Vejen til gallerierne starter for nogle unge kunstnere, mens de går på kunstakademierne. Sådan har det ikke været for Birgitte Ejdrup Kristensen, der har en følelse af, at hun selv har skullet opsøge mulighederne for, at der skete noget. Og det bringer ikke kun negative ting med sig.  

Det har blandt andet givet hende mulighed for selv at bestemme, hvilke typer kunstværker hun vil arbejde med.  

– Jeg føler, at jeg selv kan tage æren for, at jeg stadig er i branchen. Jeg har ikke følt, at der har været meget curling over det, siger kunstneren.  

Succesen for kunstnere kommer ikke automatisk, mener Emilie Boe Bierlich.  

– Det er et spørgsmål om infrastruktur og synlighed. Infrastruktur i den betydning, at du har et sted, hvor nogle arbejder for at sælge dine værker. Dine værker bliver distribueret, der kommer publikum og ser dem, og de bliver solgt, siger kunsthistorikeren.   

Ifølge Birgitte Ejdrup Kristensen kan man have lavet et nok så godt kunstværk, men hvis der ingen, der opdager det, nytter det ikke noget.  

– Hvis man sådan virkelig skal være flyvende, så er der jo nogle andre, der også skal være med til at bringe ens kunst ud i verden, siger hun. 

På de 22 gallerier, der er undersøgt i forbindelse med Kerry Greaves’ forskning, udgør kvinder cirka en tredjedel af kunstnerne. På yderligere 33 gallerier, som er undersøgt i forbindelse med tilblivelsen af denne artikel, er tallene tilsvarende. Her er 66 procent af de i alt 1172 kunstnere mænd, mens de resterende 34 procent er kvinder.  

Samlet set udgør kvinder 34 procent af kunstnerne på de 55 gallerier, der er blevet undersøgt.  

Kilde: Data on the representation of women artists in Danish and Nordic art institutions af Kerry Greaves.

Kilde: Data indhentet fra galleriernes hjemmesider.

Ifølge Emilie Boe Bierlich sker der en skævvridning blandt de danske kunstnere, når de er færdiguddannet, hvor de mandlige kunstnere er mere i fokus. 

– Gallerister køber, hvad der kan sælges, og det er mændene. Derfor er det mændene, der udstilles på gallerierne, og det er mændene, der bliver solgt på auktionerne efterfølgende. Det er i sidste ende også mændene, der kommer ind på museerne, siger Emilie Boe Bierlich. 

Det er galleristen Morten Avlskarl ikke enig i. Han mener ikke, at mandlige kunstere bliver tilvalgt på grund af deres køn. 

– Jeg hører aldrig fra folk, at de ikke vil købe værker lavet af kvinder, siger han og fortsætter. 

 – I de 15 år Jeg har haft galleri har jeg aldrig nogensinde oplevet nogen, der har spurgt mig:

“Hvilket køn er kunstneren?” Aldrig nogensinde, siger han.  

Samme opfattelse har Merete Hertz, der ejer Galerie Pi. Her har de en næsten lige fordeling af mænd og kvinder.  

– Der er ingen forskel. De sælger lige godt, siger hun. 

Selvom galleriet har en nogenlunde lige kønsfordeling, er det ikke det vigtigste parameter for ejeren, når hun udvælger værker.  

– Jeg kigger ikke på, om det er en mand eller en kvinde. Jeg vælger ud fra, at det er godt og noget, jeg har lyst til at arbejde med, siger Merete Hertz. 

Spørger man gallerist Nils Stærk, er det svært at sætte en finger på, hvad grunden er til den skæve fordeling. 

Hos Galleri Nils Stærk, der udstiller samtidskunst, er alle udstillede værker valgt ud fra Nils Stærks personlige smag. Han forklarer, at det kun er, hvis han kan lide kunsten, at den fortjener en plads i hans udstillingslokaler.  

På galleriet er 85 procent af værkerne lavet af mænd og 15 procent af kvinder. 

Han er en del af det mandlige overtal blandt galleriejerne. 68 procent af brancheorganisationen Danske Galleriers 57 medlemsgallerier er nemlig ejet af mænd, mens de resterende 32 procent er ejet af kvinder. 

Men køn spiller ingen rolle for ham. Heller ikke, når det kommer til kunstnerne, han samarbejder med.  

Han forklarer, at der ikke er nogen særlig grund til, hvordan kønnene fordeler sig på hans galleri.  

– De ting, jeg interesserer mig for, har tilfældigvis været meget domineret af mænd. Jeg går bare efter indholdet af værkerne,forklarer han. 

Nils Stærk sammenligner forholdet mellem gallerist og kunstner som et ægteskab. Et langsigtet partnerskab, der kræver nøje eftertanke for fremtiden, før det kan indgås.  

Han forklarer, at han ikke vil gå på kompromis med kvaliteten udelukkende med formålet at udligne repræsentationen af køn på galleriet. Nils Stærk køber ikke præmissen for, at kvindelige kunstnere er dårligere stillet i kunstverdenen. Heller ikke, når kønsbalancen er skæv på gallerier, der udstiller samtidskunst, som hans eget. 

– Fordi der har været en ulige fordeling mellem kønnene, skal vi selvfølgelig have rettet op i den aktuelle tid i de tilfælde, hvor det giver mening. Det gør det ikke i alle tilfælde, siger Nils Stærk.  

Når han bliver spurgt, om gallerierne bærer et ansvar for at udligne den skæve repræsentation mellem køn, svarer han dragende. 

– Jo…  

Og fortsætter efter en mindre tænkepause. 

– Men nej. Jeg følger bare 100 procent det, som jeg personligt føler for. Derfor gør jeg det ikke. Jeg selv skabt det, jeg har. Derfor tager jeg også den frihed selv at bestemme, svarer galleristen. 

Men forpersonen for Billedkunstnernes Forbund mener, at gallerierne også har en del af ansvaret for, at kunstbranchen nærmer sig en mere lige kønsfordeling. 

– Gallerierne bærer et medansvar for, at den kunst og de kunstnere, som kan udfolde sig kommercielt, også er ligeværdigt, siger hun.  

Men det er Morten Avlskarl ikke helt enig i. Ligesom hans kollega Nils stærk, mener Morten Avlskarl, at kunsten skal være afgørende.  

– Det bør være sådan, at man vælger en kunstner på grund af kvaliteten i kunstnerens værker, siger han.  

Selvom Billedkunstnernes Forbund aktivt arbejder for et mere ligestillet kunstliv gennem deres erklærede ligestillings- og mangfoldighedspolitik, må Marie Thams indse, at deres anbefalinger kun kan blive ved at være anbefalinger. 

– Gallerierne er jo private virksomheder, og derfor er det også svært rigtig at forpligte dem til noget, siger Marie Thams. 

Og mens statsstøttede museer er bundet op til et større ansvar end gallerierne, så mener kunsthistoriker Emilie Boe Bierlich også, at gallerierne er en vigtig del af billedet. 

– Jeg tror som udgangspunkt, at gallerister er købmænd. De er i gamet for at tjene penge og for at købe og sælge kunst, hvilket er en enormt vigtig faktor i kunstverdenen, det skal man endelig ikke underkende, siger Emilie Boe Bierlich. 

Strukturelt problem i samfundet 

Danmark ligger på 32. plads, når man ser på uligheden mellem køn hos verdens lande. Det er et godt stykke fra de øvrige nordiske lande, der alle er at finde helt øverst i top fem. Det viser en undersøgelse fra 2022.

Undersøgelsen med navnet The Global Gender Gap Index er en måling, der ser på uligheden mellem køn hos landene i verden. Undersøgelsen er foretaget af World Economic Forum, og vurderingen er baseret på kønnenes uddannelse, sundhed, politiske lederskab og økonomiske muligheder. Den blev første gang lavet i 2006 og udkommer hvert år.  

– Jeg oplever det som et ligestillingsproblem, der går langt ud over kunstverdenen. Det er et stort samfundsproblem og demokratisk problem, hvor Danmark udmærker sig uheldigt i forhold de øvrige nordiske nabolande, som vi gerne vil sammenligne os med, siger Emilie Boe Bierlich.   

Samme opfattelse har kunsthistorikeren Anne-Mette Villumsen. Hun mener heller ikke, at det kun er en problemstilling, der er at finde i kunstbranchen.  

– Det sker ikke kun i kunstverdenen, det er også i filmbranchen, musikbranchen og i samfundet generelt, mener hun og fortsætter. 

– Det er de patriarkalske strukturer i samfundet. De er indgroede i traditioner, der giver en forskelsbehandling af kønnene. Mandlige stjerner bliver behandlet på en anden måde. Selvom vi formelt har en ligestillingslov, er der stadig forskel på, hvordan mænd og kvinder bliver bedømt, mener Anne-Mette Villumsen. 

Ligestillingsloven har til formål at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder blandt andet i forhold til lige muligheder i samfundets funktioner, da man tager udgangspunkt i, at mænd og kvinder er lige meget værd. Derfor skal den også modarbejde forskelsbehandling.  

Denne gælder blandt andet for organisationer indenfor offentlig forvaltning og for folk, der leverer varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden. Derfor gør denne lov sig gældende for de danske museer.  

– I et demokratisk samfund, hvor vi siger, at alle borgere er lige, er det et problem, der ikke er ligestilling. Der bør være lige muligheder. Specielt i en verden, der er støttet af offentlige midler, som alle skatteydere, mænd og kvinder, betaler, siger Anne-Mette Villumsen.  

De strukturer i samfundet, der skaber uligheden, har betydning for kunstnerne, da det vil påvirke deres karrierer. Det er derfor vigtigt, at man ikke har denne ulighed for at åbne op for alle kunstnere, mener Emilie Boe Bierlich.   

– Man taler så tit om at ophæve ulighed, fordi man forestiller sig, at vi som mennesker rent etisk set alle sammen har noget at bidrage med, så hvis man udelukker halvdelen af befolkningen, er der risiko for, at man udelukker nogle store erkendelser, begavelser eller populært sagt Picassoer, mener Emilie Boe Bierlich.  

Det giver sig til kende i en global undersøgelse foretaget fra 2008-2019, der tyder på, at det ikke kun er en udfordring i Danmark. Den viser nemlig, at kvindelige kunstnere står for 2 procent af verdens salg af kunst på auktion, mens mænd står for de resterende 98 procent. Undersøgelsen er lavet af artnet News and In Other Words at Art Agency, Partners, der er et globalt nyhedsmedie, der beskæftiger sig med kunst.  

Og det er et eksempel på, at man ikke har øje for store dele af kunstbranchen, mener Emilie Boe Bierlich, der peger på, at man skal have et større fokus på det.  

– Hvis man skal lede efter de nye eller originale tanker, der kan lede os alle sammen et smukkere sted hen, bliver vi nødt til at lede et sted, hvor vi ikke er vant til, at det kommer fra, siger Emilie Boe Bierlich.   

Adgangen til lige muligheder hæfter Kerry Greaves sig også ved. Hun mener ikke, at man er i mål med denne målsætning endnu, og det skal der laves om på.  

– Kvinder fortjener samme muligheder, som deres mandlige kolleger har. De fortjener en reel lighed og ikke bare et billede af lighed. En reel lighed i repræsentationen, siger Kerry Greaves. 

Og det melder Marie Thams fra Billedkunstnernes Forbund sig enig i.  

– I dag tænker jeg ikke rigtigt, at der er nogen undskyldning for, at man ikke har lighed. Jeg tænker, at der er en forpligtigelse til, at man repræsenterer det samfund, vi lever i, siger Marie Thams.  

Ifølge sociologen Thomas P. Boje kommer en lige fordeling ikke af sig selv. 

– Det er et langt sejt træk at skabe ligestilling, også på det her område. 

Kvoter er meget omdiskuterede 

Udfordringen er de seneste 15-20 år blevet debatteret, og selvom forskellen ser ud til at blive mindre, mener Kerry Greaves ikke, at debatten rigtig får fodfæste. Hun mener, at udviklingen skal gå hurtigere, og derfor påpeger hun, at der skal mere til end undersøgelser.  

– Der bliver nødt til at være en kritisk dialog mellem kunstnere, kuratorer, kunsthistorikere, kritikere og politikere, mener Kerry Greaves.  

Flere politiske initiativer har været iværksat for at kortlægge, hvordan billedet ser ud, men det billede er ikke blevet meget bedre, mener Emilie Boe Bierlich. Hun peger på, at der skal en bestemt løsning til for at komme problemet til livs.  

– Vi er oppe imod en kolossal fortrængning, som jeg ikke tror, vi kan komme uden om på andre måder, end det jeg kalder politisk pres. Det der populært sagt er kvoter. Jeg er slet ikke i tvivl om, at kvoter er det eneste rigtige, siger hun. 

Kunsthistorikeren mener, at kvoter er den rette løsning i en periode for at skabe mere lighed, selvom det er et omdiskuteret redskab, der heller ikke i sig selv er uden udfordringer. 

– Det er ikke nogen specielt hensigtsmæssig løsning. Man kan sige, at krav eller tilsidesættelse af fri vilje aldrig er at foretrække, men det er yderste konsekvens, siger Emilie Boe Bierlich. 

Den ide får opbakning af Marie Thams fra Billedkunstnernes Forbund.  

– Jeg synes, det vil være en god ide at prøve med kvoter, siger Marie Thams. 

Kulturministeriet arbejder ikke med kvoter, men ifølge forpersonen vil det være et stærkt initiativ, man ville støtte op om.  

– Det er jo en måde at holde museer op på, at der skal være ligestilling. Jeg tænker, det er på tide, at der kommer sådan et tiltag, fordi vi ved, at det bliver dikteret på en anden måde, når det kommer fra statens side, end når det kommer fra vores, siger Marie Thams. 

Kvoter er ikke den rette løsning hos alle. Ifølge Anne-Mette Villumsen er kvoter for firkantet, men hun påpeger, at der skal være lige muligheder. 

– Jeg mener, at kvoter er en bjørnetjeneste. Det er et redskab, der kun er symptombehandling, og som ikke ændrede de bagvedliggende strukturer. Jeg mener, at det er bedre med bevidsthed om forskelsbehandling gennem mere data på området, siger hun. 

Statens Museum for Kunst har fokus på at have en mere lige kønsfordeling, men der vil være udsving fra år til år, mener Camilla Jalving, der ikke er glad for tanken om kvoter.  

– Vi ønsker ikke at arbejde med et kvotesystem, fordi det simpelthen ikke er operationelt for den måde, vi arbejder på, siger hun. 

Heller ikke på Avlskarl Gallery mener ejeren, at det er en god ide at indføre kvoter på galleriet, da det vil få betydning for selve kunsten.  

– Jeg vil ikke kønsopdele eller lave kvoter, fordi hvis man begynder at lave kvoter indenfor kunst, så er det ikke længere kunst. Kunst er det eneste, der skal være helt frit. Der må ikke være nogen regler. Der er ikke nogen, der kan fortælle, hvordan du laver kunst, mener Morten Avlskarl. 

Nyt politisk initiativ 

Mere data er også på vej. I slutningen af august 2022 skrev Kulturministeriet, at daværende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen havde besluttet at igangsætte et initiativ, der skulle sætte fokus på kønsbalancen i kunstmuseernes nyindkøb. 

Initiativet har til formål at fremme ligestillingen på området. Med tiltaget skal museerne kortlægge overfor Slots- og Kulturstyrelsen, hvordan deres indkøbte kunstværker fordeler sig på køn.  

I første omgang skal museerne undersøge kønsfordelingen blandt kunstværkerne, der er blevet indkøbt i løbet af de seneste fem år. Derefter vil det være en undersøgelse, der skal foretages hvert år. 

Resultaterne af de undersøgelser skulle første gang være offentliggjort af Slots- og Kulturstyrelsens i december 2022. Det er dog sat i bero på grund af regeringsskiftet. 

Hos Esbjerg Kunstmuseum ser man positivt på det nye tiltag. 

– Det er så nyt, at jeg ikke ved, hvordan det kommer til at fungere, men jeg synes, det er en god ide, siger Inge Merete Kjeldgaard, der er direktør på Esbjerg Kunstmuseum.  

Det er ikke præciseret, hvordan de nye løbende opgørelser skal benyttes, og ifølge Kerry Greaves, er det ikke tilstrækkeligt at gøre status.  

– Forbedringen er for langsom i forhold til, hvad den burde være, siger hun og fortsætter.  

– Det er meget uklart, hvad deres plan er med opgørelserne, siger Kerry Greaves, der har været i kontakt med kulturministeriet.  

Det har hverken været muligt at få en kommentar fra tidligere kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen eller den nytiltrådte kulturminister Jakob Engel-Schmidt. 

Spørger man sociolog Thomas P. Boje, findes der ikke nogen nem løsning. 

– Kunsten er ikke hævet over os andre. Også i kunsten vil der være ulige vilkår, hvis man ikke gør sig umage.