Ser man mod vores naboer mod nord, er ligestillingen på kunstscenen højt prioriteret. To kunstmuseer i Sverige og Norge er sikre på, at det kan være det hele værd at lede, hvor det ikke er gjort før.  

Af Sebastian Trosborg og Sune Malling Jensen

Kunsthistorikeren Gitte Ørskou skiftede i 2019 direktørposten på Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg ud med den samme post på Moderna Museet i Stockholm. 

Som én, der har et nært kendskab til museumsverdenen i både Danmark og Sverige, er det ikke svært at få øje på forskellen:  

– Sverige har tidligere end Danmark tænkt køn ind i kunsten. Ikke som et benspænd, men som et: “Wow, der findes virkelig nogle spændende kunstnere, som vi ikke har opdaget”, siger hun.   

Moderna Museet bryster sig af at være et af Europas førende museer indenfor moderne kunst og samtidskunst. Det udsagn kommer med en vis ballast, når samlingen på mere end 130.000 værker også tæller en lang række af de kunstnere, der nok vil ringe en klokke hos de fleste. Det er navne som Pablo Picasso, Andy Warhol, Salvador Dalí og Marcel Duchamp.  

Tilbage i 1960’erne lykkedes Moderna Museet med at opfordre den svenske stat og private investorer til at skyde penge i de kunstværker, som museet ønskede, var del af dets samling.  

På en udstilling blev kunstværker, museet ønskede at eje, og som var tilgængelige på markedet, præsenteret sammen med værker, som museet i forvejen rådede over.   

– Det var egentlig en ret smart ide, siger Gitte Ørskou.    

Ved hjælp af støtten, som fulgte udstillingen, der blev kaldt “Ønskemuseet”, lykkedes det Moderna Museet at købe 36 værker af prominente kunstnere, der danne det kunstneriske fundament for museet fremover.   

– Det var værker af Dali og Picasso, nogle af de store kunstnere, men de var alle sammen mænd, siger Gitte Ørskou  

Af de 36 kunstværker, der blev indkøbt, var alle signeret af mandlige kunstnere og blandt de 176 kunstværker, der samlet set udgjorde hele udstillingen, var tre af dem lavet kvinder.  

– “Hvorfor i alverden har vi ikke købt nogen kvinder fra den periode?”, spørger Gitte Ørskou og svarer derefter sig selv. 

– Det gjorde man jo bare ikke, siger Gitte Ørskou og fortsætter.  

I 2008 blev “Det andet ønskemuseum” til. Inspireret af succesen i 1960’erne forsøgte Moderna Museet at gøre deres forgængere kunsten efter. Bare med den centrale forskel, at det nu udelukkende skulle indbringe kunstværker lavet af kvinder.   

– Man gik ind og rettede op på uligheden i 2008 og fik fingrene i de kvindelige kunstnere, der nu er blevet store og kendte, siger Gitte Ørskou.  

På Norges Nationalmuseum i Oslo har man valgt at skridtet videre for at ligestille kvindelige med mandlige billedkunstnere.  

I centrum for den prioritering er Stine Högkvist. Hun er kunstkurator, kunsthistoriker og direktør for kunstsamlingen på Nasjonalmuseet.  

– Vi har et meget stort fokus på kønsrepræsentation. Især når man kigger på vores nyindkøb. Mindst 50 procent af vores indkøb skal være af kvindelige kunstnere, siger hun. 

Og den ambition bliver udlevet. Det ses i Nasjonalmuseets opgørelser for nyindkøb fra 2016 til og med 2020.   

Under kategorien af billedkunst er 38 af de nyindkøbte kunstværker fra før 1945 lavet af kvinder, mens 27 er lavet af mænd. Og tallene for indkøbt billedkunst efter 1945 viser den samme tendens.

Her står kvinder bag 181 af værkerne, mens 116 af værkerne er lavet af mænd.   

Ifølge Stina Högkvist går museet ikke på kompromis med kvaliteten for at opfylde deres kvoter.   

– Vi har et fokus på, at det ikke skal være kvantitetens skyld, men at vi også vægter kvalitetskunst fra begge køn, siger hun.   

Ifølge sociolog Thomas P. Boje, der i mange år har beskæftiget sig med ligestilling, har Sverige og Norge vægtet ligestilling højere end Danmark.  

– Danmark har aldrig, sådan som jeg oplever det, prioriteret ligestilling på arbejdsmarkedet særlig højt, siger han.   

Uligheden mellem kønnene generelt bliver målt verden over i undersøgelsen The Global Gender Gap Index. Den er baseret på kønnenes økonomiske muligheder, uddannelse, sundhed og politiske lederskab.

På listen fra 2022 ligger Danmark langt fra lande, vi typisk vil sammenligne os med. Når vi ser på vores nabolande i norden, er alle placeret helt i toppen. Efter topscorerne Island og Finland kommer Norge ind på en tredjeplads, mens Sverige ligger nummer fem. På en 32. plads finder vi Danmark.  

Det mener Thomas P. Boje, ikke er tilfældigt. 

– Danmark er et land, der har haft en mere laissez fair holdning til de her ting, siger han.   

Ifølge Stina Högkvist er en lige repræsentation heller ikke så nem at opnå.   

– Vi har kønsrepræsentationen virkelig højt prioriteret. Medmindre man har det som et deklareret mål at have en helt lige repræsentation, så er det næsten umuligt at opnå, siger hun.   

Men det hårde arbejde, det kræver at finde kunstværkerne, der ellers ikke ligger først for, betaler sig på flere måder, mener hun. 

Det er meget vigtigt, fordi vores samling tilhører befolkningen. Derfor skal den også afspejle befolkningen, siger hun.   

Men det åbner også for muligheden for at finde det gemte guld.   

– Vi har fået øjnene op for kunstnere, som vi ellers aldrig ville have opdaget, siger Stina Högkvist.   

Følelsen af at ramme guldåren kender de alt til på Moderna Museet i Stokholm.  

– Det er sindssygt spændende med alle de ældre kvindelige kunstnere eller afdøde kvindelige kunstnere, som man ikke tidligere har opdaget, siger Gitte Ørskou. 

Når snakken falder på særligt én bestemt person, så taler direktøren for Moderna Museet med mere iver, end hun ellers har gjort før i interviewet.  

– Hilma af Klint for eksempel, siger hun. 

Den svenske kunstner Hilma af Klint var uden den store succes i hendes samtid, hvis hun overhovedet oplevede den i sit virke som kunstner, før hun døde i 1944. Og hun skulle blive det første helt store eksempel på, at det kan betale sig at kigge i gemmerne.   

– Hilma af Klint solgte stort set ikke ét værk hele sit liv. Men så blev hun genopdaget i 2013, hvor vores museum lavede en stor udstilling med hende, siger Gitte Ørskou. 

Her næsten et århundrede efter hendes død skulle Hilma af Klints gå fra glemt til verdenskendt, da hendes abstrakte og farverige værker fandt vej til det verdenskendte og renommerede Guggenheim Museum i New York.   

Udstillingen af Hilma af Klints kunstværker slog i 2019 publikumsrekorden på Guggenheim, da 600.000 gæster besøgte udstillingen.